28. juli 2013

Tidlig morgensol i Struer. Planen for dagen er frokost på Venø og i havn i Oddesund. Hyggesejlture på ca. En lille time hver. For næsten første gang i denne uge, fik vi sejl op – det var dejligt. På Venø gik vi op og så på mikro- kirken og tilbage til havnen hvor vi bestilte ristet hotdog. Det tog nok den unge fyr en halv times tid at lave dem og nok 5 minutter for os at spise dem. Ikke verdens hurtigste betjening Efter Venø gik turen videre til Oddesund, hvor vi for første gang nogensinde gik i havn. En lille bitte havn med ok faciliteter. F.eks. kan man trække øl og vand i marine-stuen. Det skulle bedstemor prøve, efter vi havde været ved stranden og kigge sten. Altså øl til hende og vand til os
282013  2820131  2820132

27. juli 2013

Så er vi i Struer. Vi landede her kl. 11 og skyndte os op i byen, så vi kunne nå at ose lidt inden lukketid.
Spiste frokost på indisk restaurant – dvs. Jens Kr Ladefoged spiste en dansk sandwich med kylling, bedstemor Inga Mikkelsen spiste en italiensk pizza, mens jeg som den eneste nåd lidt indisk mad på den indiske restaurant
Ellers var den lille hund træt – man kan sove i de mærkeligste stillinger og vi andre søgte skygge for den igen bagende sol (det regnede kraftigt i nat).
Efter aftensmaden der bestod af alt godt fra køleskabet, skyllet ned med rødvin , bankede jeg igen bedstemor i Canasta.

272013  2720132  2720131  2720133

26. juli 2013

Sommer, sol og åhhh tåge…
Sejlede fra Thisted i tæt dis, der gav indtryk af mystik og svævende sejlbåde. Solen brændte dog mere og mere igennen og over middag lykkedes det nogenlunde at få disen til at forsvinde.
Vi sejlede forbi resterne af Vildsund markedet, hvor søpolitiet havde fanget flere spritsejlere.
Vi var dog ikke i farezonen, da bedstemor ikke drak øl før vi var i havn på Jegindø (en enkelt til frokost)
Vel ankommet til Jegindø fik vi besøg af nogle dejlige mennesker Ulla Kristensen og Ivan og senere Richard Bertignol. Efter aftensmad i Skipperhuset, stadig drevet af et ikke helt nyt ægtepar (det fik mig af en eller anden grund til at tænke på nytårsafternes 90 års fødselsdag) , sidder vi igen og hygger på Jawi.
Den varslede regn har indtil nu, kun vist sig med nogle få dråber.

262013  2620134  2620136  2620137  2620131  2620132  2620133

2620135

25. juli 2013

Sejlede fra Amtoft efter morgenmaden, igen i det smukkeste sommevejr. Destination denne gang er Thisted.
Lige før og lige efter Feggersund færgen så vi svømmende sæler og igen lige før Thisted Indsejling.
Vi fandt en dejlig plads med siden til og med udsigt til ud- og indadgående sejlads og med udsigt til en stor Russisk coaster der laster korn.
Max nyder den afslappende sejlads og bliver mere og mere modig. Nu springer han selv op på dækket.
Bedstemor og jeg var på 3 timers shoppingtur i Thisteds gågade, dog uden at bruge en masse penge.
Selvom man bor i en sejlbåd, kan man godt lave lækker mad. Menuen i aften var fyldt kalkunbryst, med champignon og løg, samt grove pastaskruer. Der til salat med hjemmelavet hvidløgsdressing og rødvin (Bedstemor og jeg fik lige meget, men hun fik en øl i eftermiddags:-)

252013  2520135  2520131  2520132  2520133  2520134

24. juli 2013

I dag gik turen ikke længere end til Amtoft. Vi kom tidligt i havn og fandt en ok plads. Amtoft er en havn som trænger til renovering. Bådebroerne er mindst et sted, nærmest farlig at gå på. Til gengæld er der en ok købmand. Sejlturen foregik på næsten spejlblankt vand og det var varmt. Sælerne havde forladt solbadepladserne på Ejerslev Røn og var garanteret dykket ned for at blive afkølet. Dagen før havde Ketil og Martin (kendt fra børne TV) været ude at lave TV med sælerne. Vi hilste på dem da de sejlede afsted i båden, der lagde ved siden af vores. På det tidspunkt var der masser af sæler…. I Amtoft var der stegende hedt og vi trak i skygge i middagsheden. Den lille hund sov udmattet det meste af dagen, efter et par begivenhedsrige dage, med leg med både børn og hunde. Jeg må hellere lige nævne at i dag fik bedstemor og jeg lige meget rødvin
232013  2320131  2320132

23. juli 2013

På grund af dårlig dataforbindelse i går i Ejerslev Havn, lykkedes det mig ikke at lave et opslag. Vi blev der hele dagen og natten med. Sol, sommer, svag brise. Dele en kold øl med Kim Fønss hjemme fra Bork (bedstemor:). Dyppe fødderne i vandet og se Max blive pladdervåd og møgbeskidt af at overvinde sin vandskræk…. Se Max løbe om kap med Julie, yngste datter hos Kim, hen ad stranden. Hvorefter han blev skyllet med en kold vandslange og nusset tør af Julie. Spise en kold is og krybe i skyggen, da mormor armene og morfar maven, efterhånden er lettere svitset og har skiftet fra bleghvid til en lidt mere pink agtig kulør Spist risotto, med et glas dejligt rødvin til (bedstemor fik mest Til dessert, fine, søde, små vilde jordbær, plukket af Julie og søstre. Mødt en masse hunde, der skulle snuses i rumpen (Max:) Daset, spillet Canasta, daset, gået tur, hygget, daset… Hvad mere kan man forlange af en sommerferie? Dansk sommer når den er allerbedst
242013  2420131  2420132

22. juli 2013

Vi er nu i Ejerslev, et lille stykke paradis på Mors. Her er virkelig smukt, men det har andre også fundet ud af. Der var desværre ikke plads ved kajen, som passede bedre til vores båd i højden, så vi måtte lægge til ved en meget lav pontonbro. Nu må vi så hejse bedstemor og mig op i båden med mastekranen, når vi skal… ombord eller fra borde Hmmm…. Overdrivelse fremmer forståelsen Det går nu lige med en totrinstrappestige fra Jem og Fix. Desværre er der en meget dårlig telefonforbindelse og ikke power nok til at jeg kan overføre de fotos jeg tog med telefonen, så der kommer ikke flere end disse to i dag. Nå, det lykkedes for de to gumpetunge at komme i land og vi gik en tur om langs stranden og skilte nogle skærver ad, i håb om at finde nogle fossiler. Det lykkedes ikke, så i stedet fik Max sig et tiltrængt hundebad, så han blev fin og lækker Lige nu sidder vi og dovner totalt i den skønneste aftensol og nyder en fantastisk middelhavsstemning – det er bare dejligt at holde ferie
222013  2220131  2220132  2220133

21. juli 2013

Turen gik så ikke til Jegindø. Vi blev enige om at sejle til Nykøbing Mors i stedet. I går aftes mødte Max en racefælle og var helt oppe at køre. Så meget at han kastede op af bare spænding. Spørg lige hvor lækkert det er at falde i søvn i en agterkahyt der lugtede af hundebræk Nå-vi sejlede fra Lemvig i overskyet vejr, pakket ind i trøjer og jakker, men omkring frokost tittede solen frem og skinnede på de frisksmurte rugbrødsmadder, som kahytsjomfruen tryllede frem undervejs. Selv Max nappede sig en lille frokost. Fremme i Nykøbing kl. ca. 16.00, var vi heldige at klemme os ind på yndlingspladsen – den med fjordudsigt og “egen” terrasse helt inderst. Vi hjalp endnu en båd med at klemme sig ind og det udløste en øl/sodavand efter eget valg – ikke dårligt i bagende solskin. … Med egen terrasse skulle der naturligvis grilles. Kvinderne ordnede kartoflerne og mændene (Jens og Max) tog sig af grillen. Dvs. Max tog sig en slapper Efter de gode, grillede mørbradbøffer, skyllet ned med en passende mængde rødvin (bedstemor fik mest) og en masse hyggesnak med nabobordet, gik Max og jeg tur (og pøllede midt på P-pladsen) – dvs. Det var vist Max der pøllede imens klarede bedstemor og Jens opvasken – ren luksus En træt bedstemor er nu ved at gøre sig soveklar og krybe til køjs agterude, mens “vi unge” nyder aftenskaffen i cockpittet
21juli20133  21juli20134  21juli20135  21juli20131
21juli2013  21juli20132

20. juli 2013

Så er ferien startet. Båden er pakket og bedstemor har smækket benene op
Max synes det er herligt at spise spinatpasta og filme lidt med de smukke badenymfer der går forbi.
Jens Kr. går ekstra mange tisseture med hunden – skulle det måske være pga. af Max’s store tiltrækningskraft på badenymfer?
Vi bliver her i aften og starter sejladsen i morgen.
Plan for næste stop er Jegindø.

202013  2020131