Nyvång, Skåne

I dag lejede vi en bil og gjorde det der er det egentlige formål med turen. Foruden at sejle – naturligvis. Vi besøgte den by vi boede i, da jeg kom til verden den 26. august 1958, på Ængelholm Lazaret.
Kahytspensionisten, som er rigtig meget øm efter i går, var spændt på hvor meget hun ville genkende. I starten var det ikke så meget, men der dukkede mere og mere op undervejs.

Nyvång er en lille by, ikke så langt fra Ængelholm, hvor der tidligere hovedsageligt har været kulminedrift. Min far og mor var blandt de mange danskere, der tog til Sverige for at arbejde der, midt/sidst 50’erne.

Vejen hvor vi boede.

Det hus vi boede i er revet ned, men dette er helt magen til. Vi boede stuen til venstre. Den lille bygning i venstre nederste hjørne, er toiletbygningen.

Min far blev i en periode en af de utroligt hårdtarbejdende minearbejdere i Nyvangs Gruv, hvor de gravede/hakkede kul ud, i ned til 150 m dybde

Den skakt min far arbejdede i

Slaggerbjerget som mor straks genkendte.

Minen i Nyvång havde desværre ikke åbent, så vi kørte videre til minen i Ã…storp, som havde samme ejer som den i Nyvång. Der kunne vi se en udstilling om hvordan forholdende var i minen.

Min far har lagt i samme stilling, som på billedet her under og gravet kul, men blev siden oplært i sprængning og blev minesprænger. Nok ikke det mest ufarlige job at have.

Min mor kunne genkende både komfuret og kakkelovnen, som var magen til det de havde i lejligheden.

   

Efter museumsbesøget spiste vi en lækker frokostbuffet, hvor maden var kylling med udenlandsk – måske tyrkisk – islæt.
Det var virkelig lækkert.
Der næst fik vi lavet lidt af det tungere indkøb, nu vi havde bilen.
Det har været rigtig spændende at lære lidt om sin fortid og jeg tror mor var også nød det. Der dukkede flere og flere minder op.
Det sjove var at hun kun havde været i den ene halvdel af den lille by, som er delt af en jernbane. Den anden halvdel af byen, blandede man sig ikke med. Nu så hun så den del for første gang.