Lørdag den 23. juli 2011

Endnu en trist morgen. De døde i Norge er i løbet af natten nået uhyrligt antal – og er nu på 91, hvoraf de fleste er teenagere. Sådan noget burde ikke ske!
l5

I vores egen lille verden i Løgstør Havn, er der fredeligt og roligt. Stadig regn, men dog i aftagende. Efter morgenmad og bad, vover vi os udenfor og med paraplyer mod den stille regn, gå vi til centrum og køber lidt ind og når tilbage igen uden at blive våde.

l4

Løgstør har idylliske gader, men man kan godt se hist og her at de også har mærket krisen. Flere huse trænger til renovering.

Fisk

På vej tilbage køber vi røget ål til frokosten fra den sejlende fiskehandler. Smart i stedet for en fiskehandlerbus, har Løgstør en fiskehandlerbåd 🙂

Snart holder den stille regn op og solen dukker frem. Ind imellem får vi stadig mere eller mindre voldsomme byger, men temperaturen er behagelig, der er vindstille og solen skinner oftere og oftere. Dog viser der sig en enkelt lille skypumpe i horisonten, der dog hurtigt bliver opløst.
Sky  regn

Der er igen kommet liv på havnen. Så snart der er et ophold mellem bygerne – vrimler folk ud.

Fredag den 22. juli 2011

Dette er bare en morgen man ikke ønsker at vågne til. Stakkels Norge. En fuldstændig vanvittig handling.

Regn, regn, regn – ingen ophold mellem bygerne – det bliver til indendørs hyggedag. Godt vi kan sidde varmt og tørt i kahytten.

Det er dog ikke alle der holder sig i havn. Over VHF’en kan vi høre at en tysker er stødt på grund lige uden for Løgstør havn. Han kalder Lyngby radio. Lyngby radio kalder alle både i området, kun en enkelt reagerer, men han har ikke motorkraft nok til at trække den fri, så han vil ikke forsøge. Lyngby Radio kan derfor ikke love hjælp før kl. 18.00.(klokken er på det tidspunkt ca. 13.00). En forbipasserende sejlbåd forsøger sig, men kan ikke komme tæt nok på pga. det lave vand. Det skal være en fladbundet motorbåd, som kan gå tæt nok på. Vi kigger rundt i havnen – der er masser af motorbåde. Jens Kr. nævner det til nærmeste nabo i havnen (en motorbåd), han forsvinder bare nedenunder i kahytten uden at svare. Heller ingen af de lokale reagerer – Dette er bare slet ikke god reklame for Løgstør. Vi må sandelig krydse fingre for at vi ikke får problemer i nærheden af Løgstør.
Endelig er der en motorbåd fra en nabohavn der melder sig og lynhurtig kommer den frem til stedet og trækker sejlbåden fri, som for egen kraft sejler ind i havnen. Godt nok var der ingen fare på færde på det tidspunkt – men tag Jer dog sammen!!

Regn, regn, regn!
Hvad er mere hyggeligt i regnvejr en kaffe og friskbagte boller. Den klares også – med den lille smarte ovn, fremtrylles de herligste boller.

B  Bageovn

Uden på vores båd ligger der en Nordmand. Da han kommer tilbage til båden, “fanger” vi ham og fortæller ham om tragedien i Norge. Han reagerer ikke særligt på informationen. Måske har han ikke forstået hvad han fik fortalt, eller også har han ikke forstået omfanget af tragedien – Det kan vi andre jo heller ikke.

Torsdag den 21. juli 2011

Ejerslev

I dag skulle vi afsted i ordentlig tid. Vi ville til Løgstør og der skal man være om sig, hvis man vil have en rimelig plads, uden at skulle gå flere kilometer for at komme på toilettet og for ikke at komme til at ligge i 2. eller 3. lag.

Hurtig morgenmad. Dejligt solskinsvejr. Farvel Ejerslev – her vil vi helt sikkert kigge ind igen.

Der er rigtig mange på vandet i dag, det ser flot ud med de mange hvide sejl i horisonten.

Vi startede med at rebe storsejlet 2 reb, da vejrudsigten havde sagt pæn vind, men vi fandt hurtigt ud af at så pæn var den heller ikke. Storsejlet helt til tops, forsejlet rullet helt ud og så skød vi en rimelig fart på ca. 5 knob. Ikke det hurtigste vi har sejlet, men heller ikke så langsomt at det blev uudholdelig kedeligt.

Enkelt sæl i sigte undervejs. Den dykkede hastigt ned da den fik øje på mig – gad vide hvorfor 😉

L1

Lidt før den første indsejlingsafmærkning, smed vi sejl og startede motor, dels fordi indsejlingen er rimelig trafikeret og dels fordi der var en coaster bagude, som vi gerne ville have et pænt forspring for og helst nå i havn inden den indhentede os.

L2

I Løgstør fandt vi en god plads i Frederik den VII’s kanal. Godt nok er det lige ved mastekranen, men vi satser på at ingen skal have af- eller påmonteret mast og havnefogeden sagde da heller ikke noget, da han var rundt og samle penge ind.

Der er masser af liv på havnen i Løgstør. Både der sejler ind, både der sejler ud. Nogle sejlere skal bare lige spise frokost og så afsted igen, andre skal have en overnatning inden turen går videre.

Det er aften nu, havnen er fyldt godt op. Campingbuscampisterne, der holder med udsigt over havnen, hyggesnakker på kajen. Der er folk der vandrer, cykler, kører frem og tilbage langs kanalen.

Der er til med en hel fantastisk solnedgang, som Jens Kr. fotograferede – så vi også kan nyde den her.

ferie-2011-logstor3.jpg

I morgen vil vi trodse den regn vejrudsigten har lovet os, og gå en tur ind i Løgstør by og jeg skal helt sikkert også kigge lidt på de mange små gallerier der findes her.

Onsdag den 20. juli 2011

Vågnede op til strålende solskin. Op i bad, morgenmad og så afsted. Målet denne gang var den ny-uddybede og renoverede lystbådehavn Ejerslev.

Masser af sol, flere glimt af svømmende sæler, men næsten ingen vind. Kort før Feggersund færgen (hmmm… som nu åbenbart hedder Sallingsund færgen), mister jeg tålmodigheden – vindstyrke ca. 1,5 m/sek.! Motoren startes og nu går det med ca. 6 knob op til hvor vi skal “knække af” til Ejerslev.

Feggersund

Optimistisk sættes sejlene igen – for nu er der da lidt mere vind? Tjah – ind imellem sniger vindmåleren sig da op på ca 3 m/sek. Vi nyder tålmodigt stilheden lidt længere, men da vinden løjer af til mellem 0 og 1,5 m/sek. startes motoren igen, for at sejle det sidste korte stykke til Ejerslev.

Her har vi da vist fundet en lille perle – rent naturmæssigt. Jeg tager en masse fotos og hvert eneste kunne udgives som postkort – her er virkelig smukt.

  Ejerslev 5

Ejerslev er en gammelt molersudgravning og har man masser af tålmodighed, skulle det også være muligt at finde fossiler i de gamle skiferlag, på skrænterne langs stranden. Udgravningen har skabt den smukkeste lagune bag ved havnen. Se selv på de vedhæftede fotos.

Ejerslev 4  Ejerslev 3  Ejerslev 1

Ellers består havnen af nogle få helt nye bådepladser, helt nye gæstepladser, alt med el og vand. Desuden er der mulighed for toilettømning. Der ud over er der en lille kiosk, hvor man betaler havnelejen (100 kr inkl. strøm). Der findes toiletter ved gæstekajen, samt toiletter, bad, sejlerkøkken og en lille udstilling fra molersudgravningstiden i forbindelse med kiosken.

Tirsdag den 19. juli 2011

Endnu en dag med regnvejr! Godt vejrudsigten lover bedre vejr i morgen.

Jens Kr. hiver foldeudcyklen frem og kører ud for at købe diverse udstyr til båden. Jeg sætter mig stille og maler lidt. Det er det også dejligt at ha’ tid til. Resultatet blev et lille portræt af min afrikanske kunstnerven Lekan (Olalekan).Farven på fotografiet gengiver dog ikke helt korrekt farverne på maleriet.

Lekan   Lekan1

Sidst på eftermiddagen begynder der igen at komme både ind, i den allerede næsten fyldte havn. Dette fortsætter et godt stykke tid og efterhånden kan der ikke klemmes flere ind. Enkelte vælger da også at forlade havnen igen.

Thisted Havn 2

Mandag den 18. juli 2011

Thisted Havn 1

Godt vi ankom rimelig tidligt til Thisted i går . Der er rigtig mange der har fået samme ide, med at søge læ for regnen i Thisted. Der er bare fyldt op i havnen. Vi fandt en gæsteplads yderst – uden på en af broerne og vender agterspejlet til, så vi kan bruge badestien til at komme i land. Der er temmelig langt ned fra Jawi til broen. Flere både kom til og der sejles noget rundt i havnen – der var virkelig rift om de ledige pladser.

Thisted Havn 2

I løbet af formiddagen kommer der den ene regnbyge efter den anden – nogle er med torden, men vi når dog at komme næsten tørre op til Netto for at handle ind og tilbage igen.

Efter middag klarer det lidt op og jeg vover mig ud for at kigge på udsalget 🙂 Jeg ved der er en god lille hobby/garnbutik i gågaden som lige skal tjekkes og så er der jo det lille center med Føtex og diverse butikker.

Der er også et lille marked i byen, der var der dog ikke noget der fristede til at hive pengepungen frem.

Det blev nu ikke til det helt vilde udsalgsorgie, indkøbsresultat: En ny stegepande til JaWi. Et par nøgler garn og nogle enkelte ting til smykkefremstilling.

På vejen hjem stod det pludselig ned i stænger. Godt jeg havde været forudseende at tage et af de der plastikposeregnfrakker med, der ikke fylder noget i tasken.

Aftensmad: Råstegte kartofler med champignons, løg og hvidløg. Marinerede oksemedallioner, samt salat med advocado. Selv to små gasblus kan fremstille et herregodt måltid 🙂

Søndag den 17. juli 2011

Andre der feriehygger

Øsende regnvejr, men det havde vejrudsigten jo også lovet. Vilsund er ikke særlig ophidsende i silende regn – men igen – hvilket sted er det!

Vi spiser morgenmad, ser lidt TV. Jeg strikker lidt uldstrik til den kommende vinterbaby barnebarn. Vi spiser frokost. Jens Kr. tager en “morfar”. Jeg læser. Sætter vand over til eftermiddagskaffe – hovsa – 2 sekunders solskin – håb!!!

Kort tid efter holder det op med at regne – vi kigger på klokken – hvis vi skynder os kan vi nå at blive færdige til når Vilsundbroen vil åbne for sejlere kl. 16.30.

Vilsund bro går op

Opvasken klares lynhurtigt. Der ryddes op og fastgøres. Vi er klar – solen skinner – vinden blæser – broen går op. Vi er på vej til Thisted (som ifølge Johannes – vores nabo i Bork Havn – har 50-70% udsalg for øjeblikket 🙂 Nå men det er søndag, så det er ikke i dag der skal købes ind.

PÃ¥ vej til Thisted

Ankommer til Thisted og efter en del søgen, finder vi et sted at fortøje båden. Havnen er næsten fyldt op. Der er nok flere der vil på udsalg!! Endelig er der Internet, så vi kan få skrevet i logbogen.

Lørdag den 16. juli 2011

Lemvig forsvinder agterude. Vejret er superskønt, det dejligste solskin og fin vind. Vi har dog rebet sejlet 2 reb, for vi ved at vinden kan være lumsk ved Nissum Bredning. Ganske rigtigt, ind imellem får vi kastevinde af anselig styrke. Vi “flyver” afsted – ofte skyder vi op til 7 knob – hvilket er ret pænt for os og JaWi. Fantastisk start på ferien.

Lemvig

Kort før Oddesundbroen starter vi dog også motoren, for at være sikker på at kunne nå broåbningen kl. 11.15 – alternativt skulle vi vente en ½ time på næste åbning, men det havde vi slet ikke tid til, da vi havde bestemt vi ville sejle helt til Thisted.

Oddesundbroen Oddesundbroen Oddesund

Da kokken ombord på JaWi jo også er styrmand, konflikter disse jobs engang imellem. Om det er kaptajnen eller dæksdrengen der så går i kabyssen, er jeg ikke helt klar over, men frokosten klares fint sejlende.

Frokost

Dog – hvor der er indtægter er der også udgifter 🙂

Udgifter Smukke Danmark  Styre med foden

Vi er efterhånden nået hen på eftermiddagen og vi nærmer os Vilsundbroen. Solen er forsvundet og vinden er kølig. Efter et kort mandskabsmøde, bliver vi enige om at gå i havn i Vilsund – ikke kun pga. vejret, men også fordi vi ikke har været der før. Vi finder hurtigt en plads, for selv om havnen er lille, er den ikke overfyldt. Der er fine faciliteter og ikke langt til “tanken” hvor man betaler havneleje og køber badpoletter. Havnen er med i frihavnsordningen. Vi har fin udsigt til broen og kan samtidigt følge med i en Polterabend, der har et indslag med speedbåd og badering.

Vilsundbroen

Sent på aftenen begynder det at blæse meget og at regne, da sidder vi heldigvis lunt og godt i kahytten.

Fredag den 15. juli 2011

Det kunne bare ikke gå hurtigt nok med at komme hjem fra arbejde. Pakke det sidste. Vande blomsterne. Tjekke kattens vand og madskål og så ellers køre til Lemvig, hvor JaWi allerede lå og ventede på os.

— Fredag/lørdag/søndag den 1./2./3. juli:

Radu og Jens Kr. damper afsted til Hvide Sande fredag eftermiddag, for at være klar til havsejladsen fra Hvide Sande til Limfjorden. Vejrudsigten lover netop den slags vejr, hvor det ikke er så ringe endda at sejle på havet.

– Stakkels mig – jeg måtte blive hjemme og “lege søsyg” og gå helt glip af sejladsen nord på 🙁 Fredag formiddag, måtte jeg tage hjem fra arbejde og sætte mig med hovedet i toilettet og sådan fortsatte det, det meste af natten med.

Heldigvis har vi Radu – Jens Kr. dejlige arbejdskollega, vores nye kapsejlads gast og nu også min substitut på havturen, samt hus og kattepasser mens vi er væk – Tak Radu!

De to fik sejlet JaWi til Limfjorden lørdag på rekord tid – 7 timer fra start til slut – god medstrøm og god vind. Dog var bølgehøjden ved udsejlingen fra Hvide Sande lidt i overkanten, men også det blev klaret.

Lystbådehavnen i Lemvig

Lørdag sidst på eftermiddagen var jeg kommet så meget til hægterne, at jeg kunne køre i bilen til Lemvig – op til de gæve sejlere – der trætte, men glade, havde fundet en havneplads til Jawi og fået hende godt fortøjret der.

Jawi i Lemvig

Søndag formiddag blev hun så overladt til sig selv og vi kørte, via en smuttur til det spændende strandingsmuseum i Thorsminde, hjem, for lige at arbejde en uge mere inden sommerferiestart!

Fredag den 15. juli startede ferien så med strålende aftensol, hyggesnak med Jakob Jespersen, som også havde båden liggende i Lemvig og glæden ved at der var 14 dages ferie forude som kunne bruges præcist som vi gerne ville – i JaWi på Limfjorden.

Lystbådehavnen i Lemvig